Mister vi motivationen…?

Hvor blev motivationen af? 

Netop det diskuterede vi efter sidste uges foredrag på Club La Santa. Foredraget handlede i første omgang om min bog der udkom i december 2016 og som handler både om det at være kronisk syg og klare sig selv, men handler også om at give de kronisk syge en motivation til at tage ansvaret for eget liv. 

Groft? Måske. Nødvendigt? Ja. Efter min mening i hvert fald. Det vidste sig, at deltagerne på mit foredrag var enige i, at der er en stigende tendens i samfundet til at mange fralægger sig ansvaret for deres eget liv og i stedet henviser til vores skattesystem. For det er vel det vi betaler skat til eller? 

Nej, det er det ikke. Når vi betaler skat er det til et system, som blandet andet skal tage sig af dem der har brug for støtte hvad enten det er personlig eller økonomisk støtte. Det er ikke for at kommunen skal finde en bolig til os blot fordi vi vil flytte, eller skaffe os et nyt job, ny uddannelse hvis vi vil skifte branche, betaler vores fysioterapi selvom vi selv har pengene. Jeg ser mange eksempler på, at mange forventer det som det naturligste, at det offentlige skal betale for det de har brug for, bare fordi der er en paragraf der passer uden at overveje om de selv har råd. Og da slet ikke betale selv. For vi betaler jo Skat…. 

Men hvis vi bare får det hele betalt eller alt bliver klaret for os, hvad er så vores eget ansvar? Hvorfor så gøre noget aktivt selv? Måske holder man op med at gøre noget selv fordi man ved at systemet er der? 

Hvornår skete der dette skift i samfundet og folks indstilling? For efterhånden mange år siden var indstillingen, at hvis man mistede sit arbejde så tog man straks affære og satte alt ind på at finde et andet – også selvom det ikke var inden for det fag man var uddannet til. Man forventede ikke automatisk, at det offentlige betaler for medicin, fysioterapi, psykolog, flytninger osv. 

Jeg har ikke svaret på det. 

I dag hvor sociale medier fylder så meget og det er så nemt at lave opslag på Facebook er der en endnu bedre mulighed for at slå sig sammen med andre i samme situation. Der findes lukkede grupper på Facebook, som kun har til hensigt at støtte hinanden i at systemet ikke virker, at de ikke får det de har krav på, at sagsbehandlerne og lægerne ikke gør deres arbejde godt nok. Grupper hvis opslag kun er negative. Ingen opslag handler om det man selv kan gøre, det ansvar der er ens eget, hvad ens eget ansvar er for et godt samarbejde med det offentlige system. Skulle man prøve at lave positive opslag bliver de slettet eller ignoreret… Det er meget sigende for udviklingen i samfundet. 

Hvordan får vi motivationen tilbage?

 Hvordan kommer vi tilbage til at hjælp til selvhjælp er vejen frem? At vi først og fremmest selv er ansvarlige for vores eget liv – det er ikke andres ansvar at få det bedste ud af vores liv. 

Jeg taler naturligvis ikke om dem der vitterlig ikke har det mentale overskud til at klare livet selv – de skal have al den hjælp de kan få. Ej heller de alvorlig syge, for de skal naturligvis også have hjælp og behandling. 

Nej, jeg taler om dem der godt kan klare sig, som ikke behøver at få alt betalt, som ikke vil tage kurser i at leve med sygdom selvom de modtager sygedagpenge, som ikke tager deres del af ansvaret for målet med at komme i arbejde, finde en bolig, tage en ny uddannelse. Dem der ikke anerkende at de også har et ansvar når samtaler med kommunen altid går galt. Hvis du forventer at samtalen ikke forløber som du vil have det, så bliver det sådan. 

En deltager til foredraget sagde, at det handler om at det hele skal være perfekt. Vi vil have det hele og vil ikke ofre noget. Vi vil have eget hus, to biler, børn, to indholdsrige job, løbe maraton og lave perfekt mad. Men livet er ikke retfærdigt. Det er ikke alle forundt at have eget hus, to biler osv. Men hvis det er det ultimative mål, så vil alt andet jo være et halvt liv. 

Målet må og skal være at klare sig selv!

Så hvis vi kun kan få et job som ikke er personligt berigende og udfordrende, så er det vel ikke et ordentligt job, vel? Først og fremmest har et job den funktion at det giver mad på bordet og tag over hovedet. Skulle det så oven i være berigende og udfordrende er det endnu bedre, men mindre kan gøre det. 

Ens mål må være at klare sig selv uden økonomisk støtte fra det offentlige. Så bliver man tilbudt et job der måske ikke er drømmejobbet og måske ikke giver en stor løn, så må man tage et alene af den grund at man så klare sig selv. Et mindre godt job behøver ikke være for resten af livet, men det er et springbræt til et andet job. Der er unægteligt nemmere at få et arbejde når man er i arbejde! 

Jeg indrømmer at jeg bliver forarget når folk siger nej til et job der kun giver 150 kr i timen. Fordi det ikke er så meget som de fik før, fordi arbejdstiden ikke lige passer, fordi indholdet i jobbet ikke er fyldestgørende. Men det er underordnet for rigtig mange andre opnår aldrig en timeløn på 150 kr og rigtig mange fag starter slet ikke på 150 kr trods de arbejder skiftende tider. 

Det er fair nok at takke nej til et job, der ligger så langt væk at det er helt umuligt at komme frem og tilbage til ens hjem, hente ens børn i daginstitutionen og få hverdagen til at fungerer. Vi kan ikke forvente at folk skal flytte langt for et arbejde de bliver tilbudt, for en flytning er meget dyr og de penge har man naturligvis ikke som arbejdsløs. 

Men vi kan godt forvente at folk tager et arbejde som ikke lever op til det man ønsker af et arbejde – udelukkende for at klare sig selv. Vi kan også godt forvente at folk skal betale for fysioterapi, briller m.m hvis de selv har pengene eller kan skaffe dem ved at omlægge vaner. 

Er det i virkeligheden fordi vi er konfliktsky? 

Hvornår blev vi så konfliktsky at vi ikke siger det, når vi hører folk udtale sig om alt det de mener det offentlige(altså alle dem der betaler Skat)skal betale for dem eller at de ikke vil tage et bestemt job fordi det er dårligt betalt, fordi de har taget en lang uddannelse eller det er dem nedværdigende? 

Hvorfor slipper nogen af sted med at sige, at det ikke kan betale sig at arbejde fordi de får mere for at gå hjemme? Hvorfor tænker de at det er okay at lade andre betale for det? For det skyldes ikke at dagpenge, kontanthjælp og sygedagpenge er for høje. Det skyldes, at især ufaglærte jobs er underbetalte. 

Måske er det i virkeligheden fordi vi risikerer, at blive udsat for et massivt angreb i et offentlige rum hvis vi siger det som mange tænker? For der vil være nogle der føler sig ramt. 

Men hvis vi skal ændre indstillingen i samfundet er vi nødt til at sige det højt – hvor ubehageligt det end er! 

Kontakt

28115438

pia@reada.dk

Nyhedsbrev

Følg mig på Facebook

Følg min blog