Stresshåndtering – sæt i gang!

Stresshåndtering er et skridt for sent…

Er stresshåndtering virkelig kun lederens ansvar? Hvornår slap vi selv ansvaret for vores eget liv? Hvem har sagt at arbejdslivet skal være en dans på roser?

Jeg læste noget forundret en artikel på Facebook som var skrevet af en forfatter der mener at hvis en medarbejder går ned med stress skal lederen fyres! Det er noget af en udmelding. 

Det er en sag med mange sider og stress er aldrig enkelt. 

  • Hvem skal vurdere hvad der har udløst stressen?
  • Kan man være sikker på at det er arbejdsrelateret stress?
  • Kan en leder altid opdage stress i tiden når vi ved at mennesker der rammes af stress er længe om at erkende det?
  • Hvis ansvar er det at gøre opmærksom på at en er ramt af stress? – kollegaerne, medarbejderen selv, lederen? 
  • Fritager det så kollegaer og medarbejderen for selv at handle på det?
  • Hvis stressen primært skyldes personlige forhold skal en leder så stå til ansvar for det? 
  • Er det i det hele taget virksomhedernes ansvar og opgave at håndtere den stress der er personlig?
  • Hvor går grænsen mellem personlig og arbejdsrelateret? 
  • Hvor meget må en leder blande sig i en medarbejders privatliv?

Det åbner op for en mængde spørgsmål som jeg ikke mener artiklen besvarer og i det hele taget ikke er noget vi snakker så meget om. For hvor er vores eget ansvar henne i al det her? 

Det er ikke kun ledernes ansvar! 

Jeg mener ikke, at det er kun er nærmeste leders ansvar. Vi har selv et ansvar for at gøre opmærksom på at der er for meget pres på. Ingen ved hvordan det er for hvert enkelt medarbejder. Kollegaerne har vel også et rent medmenneskeligt ansvar. I nogle virksomheder med mange afdelinger kan lederen ikke være alle steder lige meget – hvilke redskaber skal der så til for at opdage stressen og handle på det?

Til gengæld er det lederens ansvar at handle på den stress der opstår – og gerne inden det opstår! Ved gentagne tilfælde af stress uden der handles på det kan man tale om at lederen svigter sin opgave og dermed ikke skal besidde den stilling. 

Jeg har efterhånden været ude hos en del virksomheder – store som små. Fælles for dem alle er, at de har en ekstern aftale med et firma om at stresshåndtere de medarbejdere der er gået ned med stress og de har en ansat til at spotte de medarbejdere der er ved at bukke under. Det er for så vidt godt – det er bedre end at ignorere problemet. 

Dog skaber det et nyt problem. Den medarbejder der skal spotte de andre er selv meget stresset og det forhindrer vedkommende i at se klart. For at hjælpe andre skal man først hjælpe sig selv. Præcis som i et fly når iltmaskerne kommer ned. Du kan ikke redde andre hvis du selv er løbet tør for ilt. 

Når vi nu i flere år har prøvet den metode er det måske på tide at prøve noget andet. Hvis man har prøvet noget længe nok uden virkning er det hensigtmæssigt at satse på noget nyt. 

De fleste virksomheder siger dog også at de har fokus på at forebygge stress, men det er svært at forklare præcis hvad de gør. Ud over frugtordninger, gratis motion eller et bord der kan hæves og sænkes. Bestemt gode tiltag det er bare ikke nok. Er du stresset kan du hæve og sænke bordet så mange gange du vil uden det vil hjælpe dig. Stresshåndtering er mange ting – alle værktøjer skal i gang. 

Det er på tide at vende det hele rundt og fokusere på at se på hele vores liv – hvor meget fylder alle aspekter… fritid, job, børn, hobbys, parforhold, helbred osv. Hvor meget skal det fylde? Skal der skrues op for noget og ned for noget andet?

Vi må være modige nok til at tage en seriøs debat om hvor ansvaret for medarbejdernes stress ligger. Ikke for at skylde skylden på nogen, men simpelthen for at debatten bliver mere nuanceret. 

Vi risikerer, at hvis vi hele tiden skubber ansvaret videre, så mister vi også magten for vores eget liv. 

Og hvem vil det?

 

Tags:

Kontakt

28115438

pia@reada.dk

Nyhedsbrev

Følg mig på Facebook

Følg min blog